Farvel til Santana

Kære alle,

Som i alle nok har bemærket, har Santana ikke været særlig godt tilpas her inden ferien. Hun har i en længere periode ikke ville spise sin mad, og her mod slut ville hun ikke engang spise gulerødder. Vi har i ferien haft dyrlæge, som har kigget på hende, ordnet hendes tænder, vaccineret hende i håb om hun ville blive bedre.
Men i går var hun endnu mere dårlig, og vi tog derfor den svære beslutning at sende hende videre… Hun blev 26 år, og er nu på de evige græsmarker, sammen med alle de andre kære heste, som vi har sagt farvel til gennem tiden.

Vi takker Santana for 21 års tjeneste som rideskole-pony. Hun var med i Jylland sidste sommer hvor rideklubben vandt DM for ponygames.
Hun har været starten på mange børns ride-karriere.
Mie red selv på Santana, som en af de første ponyer, da hun var 6 år gammel…
Må hun hvile i fred!

Hvis i har billeder af Santana, som i vil dele, må i gerne gøre det på facebook.

Så afholdes der striglekurser igen!

Junior bestyrelsen har været samlet og har fundet tre datoer hvor der tilbydes striglekurser. Det bliver 19/3, 16/4 og 23/4 – alle gange fra 13 – 14.

Vi starter ud med 3 hold med 5 på hvert– to hold for børn og et for voksne.

Det koster 25 kr. at deltage og varer en time. Du skal tilmelde dig på opslagstavlen i ridehuset.

Vi gennemgår emner som udstyret, hvordan man får hesten ud af boksen, striglet den, sadlet op og af samt hvordan den afleveres retur til boksen.

Husk din ridehjelm (hvis du er under 18) og støvler, da vi skal være i stalden sammen med hestene.

Hilsen Junior bestyrelsen (Esther, Sofie, Silje og Johanne)

Goddag til nye kræfter

Generalforsamlingen fandt sted tirsdag den 9. februar og her kom der nye kræfter i bestyrelsen. Vi vil hermed gerne sige goddag til Lea, Suzanne og Karen og er selvfølgelig også glæde for alle dem der tager en tørn mere.

Der kom også nye kræfter til juniorbestyrelsen, samt en ny revisorsuppleant, hjælp til ridelejr osv., alt dette kan læses i referatet fra generalforsamlingen.

Farvel til Medina

Som i nok ved har Medina ikke gået med i rideskolen længe. Hun fik for et halvt år siden en skade i den ene skulder, efter et spark på folden.
Vi har givet hende lang tid til at komme sig, og hun er blevet passet med massage og dyrlæge hele vejen. Skaden er desværre ikke helet som vi håbede, og vi har derfor taget den beslutning at hun skal videre.
Vi har fundet en sød familie i Jylland, der vil have hende gående som hyggehest. Planen er at de vil prøve at få føl på hende. (Det kan hun godt bruges til selvom skulderen er skadet).
Vi håber hun får det dejligt, og måske vi får et par billeder hen af vejen

Sygdom i nærheden

Der er via distriktet meldt smitsom halsbetændelse (kværke) i Tune Sports Rideklub. Katrine har også i dag talt med en dyrlæge, som bekræfter, at der i rigtig mange stalde opleves hostende heste med og uden feber.
Det er der som sådan ikke noget ekstraordinært i, da vi med jævne mellemrum oplever disse smitsomme udbrud hos heste.Det er ikke noget, der smitter til mennesker MEN…et menneske kan bringe smitte fra stald til stald via snavsede støvler, nus og kæl med smitsomme muler osv.
Derfor vil vi gerne bede jer alle om at udvise ekstra stor påpasselighed, hvis I bevæger jer fra stald til stald, tager afsted til stævner, er med ude hos en venindes pony o.lign.
Lad ikke andre nusse jeres heste, lad ikke jeres heste nusse muler med andre heste og sørg for at have rent tøj og rene hænder inden i besøger Hirk. Jer der har været med i nogle år, ved hvor ærgerligt det er med en syg og lukket stald og vi skal derfor alle sammen hjælpe hinanden med at passe på vores dejlige dyr og mindske risikoen for smitte.
Hvis vi skulle være så uheldige at få virus ind i vores stald, vil vi selvfølgelig vejlede alle bedst muligt og straks tage de forholdsregler som er påkrævet.
Lad os håbe vi kan gå ram forbi denne gang!