Opdatering ang kværke!

Kære alle
Nette er af dyrlæge nu erklæret rask for kværke. Indtil nu har ingen andre heste vist tegn på at være smittede, så vi forventer (i samråd med dyrlæge) at kunne åbne op mandag d.28/5. Såfremt det, mod forventning, ikke skulle holde stik, vil vi opdatere her på siden. Ønsker alle en god weekend.

Mvh. Mia (formand)

Invitation til Internt Klubstævne på Himmelev Rideklub i Dressur

HIRK inviterer vores medlemmer til at deltage i sommerens interne klubstævne i dressur. Stævnet finder sted lørdag den 16. juni med første start kl. 14.00. Den endelige startliste hvor alle ryttere kan se deres præcise starttid vil blive lagt op på vores Facebook-side senest mandag den 11. juni. Der er sidste tilmeldingsfrist onsdag den 6. juni 2018. De individuelle klasser til dette stævne rides som Sløjfe-klasser, hvilket vil sige, at alle som rider til 60% eller derover vil få en flot roset.

VIGTIG INFO!
Stævne-hjælp: Der skal mange frivillige hænder til at arrangere et ridestævne. Til vores interne stævne i marts havde vi stor succes med at hovedparten af det frivillige arbejde til stævnet blev udført af forældrene til børnene som red stævne. Dette vil vi gerne gentage. Det er altså ikke muligt for rytteren at starte stævne, hvis der ikke stilles med hjælp. Hver rytter, som skal ride, skal stille med hjælp i 1 time. Hvis barnet er over 13 år kan han/hun selv hjælpe og ellers skal en forælder hjælpe. Hjælpen kræver IKKE at  man kender til heste! 

Det er muligt at hjælpe med følgende ting:
Specielt for privat-ryttere med kendskab til Stævner: Skriver + Sekretariat
Alle, både privat-ryttere og rideskole-forældre:
Åbning af port = 10 personer
Rengøring af toilet og rytterstue før stævne = 2 personer
Rengøring af toilet og rytterstue efter stævne = 2 personer
Opsyn med udendørs opvarmningsbane =10 personer
Café = 16 personer
Bage kage til Café = 6 personer

Man melder sig til hjælp ved at sende en mail til marlene@hirk.dk og skrive hvad man gerne vil hjælpe med og så følger info om hvilken tid man har fået tildelt.

TILMELDING
Du skal tilmelde dig via klubmodul, ved at logge ind på din profil og gå til denne side.  Betaling vil opkræves via klubmodul. Send derefter en mail til staevne@hirk.dk og skriv hvilke programmer du gerne vil ride.

Vi glæder os til at se dig til stævne 😊

Hilsen Marlene Roed Christensen marlene@hirk.dk
på vegne af Stævneudvalget

OBS!!! Himmelev Rideklub C-stævne 20-21/5 AFLYST!!!

Vi har desværre her til aften (fredag 11/5) fået konstateret en rideskolehest positiv for kværke og må derfor aflyse vores C-stævne i den kommende weekend. Grundet den verserende Herpesvirus har vi været yderst opmærksomme på alle vores heste og har ingen chancer turdet tage. Vi lukkede allerede for en uge siden vores egen stald, for at beskytte vores heste mod herpes. Ingen andre heste i vores stald viser kværkesymptomer, og vi håber det bliver ved med at være sådan. Men foreløbig er vi altså i karantæne grundet den positive test.
Har du tilmeldt dig vores stævne d.20-21 Maj, så send en mail til mia@hirk.dk med kontonummer og hvilken klasse du skulle ride og så refunderer vi selvfølgelig det fulde startgebyr.
Vi beklager meget.
Mvh HIRK´s stævneudvalg

Kære alle

Vi har på grund af risiko for den herpesvirus, der har været i omløb den seneste tid, udvist stor opmærksomhed omkring heste der hoster. Derfor har vi dagligt taget temperaturer på alle heste der hoster og følgeligt haft dyrlæge til en pony der hostede og havde let feber.
Vi har desværre hertil aften (fredag d.11/5) fået konstateret kværke og vælger derfor i samråd med vores dyrlæge Karina Larsen at sætte HIRK i karantæne, karantænen forventes ophævet 25. maj, medmindre nye tilfælde konstateres.
Hvad betyder dette for dig? – Præcis det samme som du har skullet gøre som følge af isolationen:
Hvis du er rideskoleelev, forældre eller gæst
Du skal bare komme og ride helt som du plejer, men rør kun ved den hest du skal ride på. Vask dine hænder før og efter du har redet og vask alt tøj og gå i bad inden du besøger andre stalde. Støvler og hjelm må ikke bruges i andre stalde.
Hvis du er privatrytter på HIRK
Du må i karantænen ikke fragte din hest ind og ud af HIRK medmindre dette er aftalt med dyrlægen og bestyrelsen. Skal du have besøg af andre (smed, dyrlæge, mm.) skal disse informeres af dig og aftales med Mia, som er jeres kontaktperson.
Hvis du er ridehuskortejer eller rytter udefra må du fortsat ikke tage din hest med på HIRK, du bliver informeret når karantænen ophæves
Husk
Generelt gælder det at man skal vaske sit tøj og gå i bad, hvis man efter sit besøg på HIRK skal videre til en anden stald. Støvler, sko og hjelm må ikke bruges i andre stalde.
Måtte I have spørgsmål om ovenstående så kontakt vores medlemsmail: formand@hirk.dk
Vi vil løbende holde jer orienteret via. vores facebookside og hjemmeside.
Vi forventer naturligvis at alle fortsat udviser ekstra stor påpasselighed for at minimere smittefaren.
Mvh Bestyrelsen

Kære alle ryttere, forældre, opstaldere samt diverse andre brugere af HIRK’s faciliteter.

Som det måske er nogle bekendt, så florerer der i øjeblikket en meget farlig og potentielt livstruende (for heste!) virus, Herpes. På baggrund af de seneste dages udvikling, så afholdte bestyrelsen her til aften (4/5) et møde omkring hvorledes vi skulle håndtere situationen.

Jeg vil med det samme pointere at INGEN heste er smittede på HIRK, ej heller under observation eller under mistanke for at være bærere af virus. Men vi har, for at beskytte vores egne heste, og på den måde minimere chancen for at vores heste bliver syge, valgt at “lukke ned” for al trafik af heste til og fra HIRK. Dette betyder at ingen heste må forlade HIRK (turridning i grusgrav er undtaget, såfremt det ikke er i følgeskab med ikke opstaldede heste på HIRK), ej heller ønsker vi at udefra kommende heste kommer på HIRK. Yderligere henstiller vi til at alle udviser stor omtanke samt at man, såfremt man kommer i andre stalde, ikke medbringer ting derfra til HIRK (herunder også hjelme og støvler). Dette betyder også at al beklædning som man evt benytter i andre stalde ikke bruges på HIRK. Hænder, hår osv skal også vaskes inden man kommer på HIRK, såfremt man kommer direkte fra anden stald.

Virus er ikke luftbåren, men smitter ved direkte eller indirekte kontakt.

Virus er IKKE farligt for mennesker, men kan overføres fra en hest til anden fra mennesker (derfor hygiejne tiltaget).

Ingen tilfælde er (endnu) konstateret på Sjælland, mens mange stalde i Jylland og på Fyn er i karantæne. En håndfuld heste har allerede mistet livet grundet virus, ligesom mange heste er smittede og der ventes svar på endnu flere prøver. Virus er meget aggressiv og kan have katastrofale følger, også selvom en smittet hest overlever.

Vi ønsker med vores noget drastige tiltag, at åbne op for at flere rideklubber/stalde følger trop, for umiddelbart virker det til at eneste mulighed for at stoppe virus, er ikke at blande heste fra forskellige stalde samt at opfordre og efterleve streng hygiejne.

I første omgang lader vi tiltaget køre i minimum 14 dage, og følger situationen nøje. Vi skal nok komme med opdatering når vi har nyt, ligesom at vi nok skal melde ud når vi “åbner op” igen. Så indtil videre, indtil anden info meldes ud fra bestyrelsen, skal ovenstående overholdes.

Har du ridehuskort eller rider du på rideskolehold på privat hest, der ikke er opstaldet på HIRK, henviser vi til at du sender en mail til medlemsansvarlig@hirk.dk.

Såfremt man ønsker yderligere viden om herpesvirus, så kan man læse om virus på www.ridehesten.com

På bestyrelsens vegne Mia, formand Himmelev Rideklub