Holdbeskrivelser

HIRK tilbyder følgende undervisningsniveauer:

Begynder / Mini begynder (Børn / Junior / Voksne)
Let øvet (Børn / Junior / Voksne)
Øvet (Børn / Junior)
Talent / Mini talent (Børn / Junior)

Vi anbefaler alle nye ryttere at starte på et begynder hold og derfra flytte videre til et svære niveau.

For at sikre, at alle ryttere tilmeldes det rigtige ride niveau, skal du godkendes af din underviser, hvis du ønsker at skifte hold til et svære niveau.

Læs under vores sikkerhedsregler på hjemmesiden, hvornår man må begynde at komme alene til ridning.

Begynder / Mini begynder (Børn / Junior / Voksne)
Vores begynderhold findes på hhv. 30, 45 og 60 min.. Der vil være op til 7 ryttere på alle disse hold.

På holdene på 30 min. og  45 min. er der to hjælpere tilknyttet holdet. Hjælperne hjælper i stalden, når der ikke er undervisning, men når der er undervisning hjælper de på banen. Har man brug for hjælp i stalden kan man dog altid henvende sig til underviseren og spørge om en hjælper kan komme kortvarigt i stalden. Hjælperne kan dog ikke erstatte forældrehjælpen. Det forventes at forældre træder til og hjælper hvis det er nødvendigt. Husk hensigtsmæssigt fodtøj.

Enkelte af vores 30 min. begynderhold er primært for de mindste ryttere. Disse hold er i holdoversigten markeret ”Mini Begynder”.

Formål med alle begynderholdene er, at der øves hen imod at kunne skridte og trave selvstændigt samt mestre galop med en løber og kende til parader (at standse hesten). Der øves på at kunne ride skråt igennem, slangegang, volter o. lign. samt korrekt letridning. For at kunne rykke videre fra Begynder skal rytteren kunne galopere selvstændigt uden hjælper.

30 min. Mini Begynder (Børn)
Mini Begynder er fra 3 år. Ideen med disse hold er, at barnet opnår kontakt med hesten ved at få lov til at strigle, klappe og mærke den bløde mule. Det vigtigste i selve ridningen her er, at lære børnene balancen på hesteryg gennem diverse lege til hest. Små børn kan ikke koncentrere sig længe ad gangen, undervisningen foregår derfor i børnenes tempo.

30 og 45 min. Begynder (Børn / Junior)
Begynder er fra 5  år og opefter. Undervisningen foregår i et roligt tempo med leg og gymnastik. Barnet lærer, hvordan man skal sidde på en hest, og hvordan man rider frem og stopper op.

60 min. Begynder (Voksen)
Der findes time begynder hold for voksne. På time hold kræves det, at man selv sadler op i stalden og rider uden hjælper, da der på disse hold ikke er tilknyttet hjælpere.

Formålet med dette niveau er at finde eller genfinde glæde ved at ride som voksen. Der øves hen imod at kunne skridte og trave og galopere og kende til parader (at standse hesten). Der øves på at kunne ride skråt igennem, slangegang, volter o. lign. samt korrekt letridning.

Let øvet (Børn / Junior / Voksne)
Vores Let Øvet hold varer 60 min.. Der vil være op til 7 ryttere på disse hold.

Der findes Let Øvet hold for både børn, junior og voksne.

Der er ikke hjælp i stalden på dette niveau, så man skal selv kunne klare sig på banen OG i stalden. Læs under vores sikkerhedsregler på hjemmesiden, hvornår man må begynde at komme alene til ridning.

For at kunne starte på et let øvet hold, skal rytteren kunne mestre niveauet angivet under Begynder niveau. Herunder at kunne og turde ride selvstændigt i alle tre gangarter. Det vil sige at rytteren skal kunne galopere uden hjælper.

Formål med Let Øvet holdene er dygtiggøre sig i de tre gangearter, parader, korrekt anspring og letridning samt lære forståelse for schenklens indvirken og stilling af hesten, arbejde med bidet, sædets indvirken. Der øves i selvstændig ridning (ikke på række) og rigtig/forkert galop.

 Øvet (Børn / Junior)
Vores Øvet hold varer 60 min. Der vil være op til 7 ryttere på disse hold

For at kunne starte på et let øvet hold, skal rytteren kunne mestre niveauet angivet under Let Øvet niveau.

Formål med Øvet holdene er at dygtiggøre sig endnu mere i kriterierne angivet under Let Øvet.

For ryttere på Øvet hold er det mulighed for stævnestarter til HIRKs interne stævner med individuel programridning, så stævnetræning er også en del af dette niveau, for dem som ønsker det.

Talent / Mini talent (Børn / Junior)
Vores Talent og Mini Talent hold varer 60 min.. Der vil være op til 6 ryttere på disse hold.

For at kunne starte på Talent / Mini Talent hold, skal rytteren kunne mestre niveauet angivet under Øvet niveau eller rytteren kan blive henvist til Talent / Mini Talent holdet af underviseren, fordi rytteren udviser et helt specielt talent. Det er altid underviseren som beslutter om en rytter kan komme på Talent / Mini Talent holdene.

Formål med alle vores Talent hold er, at give rytterne mulighed for at arbejde meget individuelt med deres færdigheder og give plads til mere individuel undervisning. Stævnetræning vil være en del af dette niveau.

Holdene er opdelt i hhv. Talent og Mini Talent. Mini Talent er for vores yngste ryttere og Talent er for de lidt ældre ryttere.

For at godkendes til dette hold skal der ske en godkendelse eller prøveridning hos underviseren på holdet.

Handicaphold (Børn / Junior / Voksne)
Mange ryttere i denne målgruppe har stor glæde af ridning og samværet med heste.

Oplevelsen af at beherske en hest giver selvtillid og rytterens muskler bliver afslappede og styrkede ved at følge hestens bevægelser.

Vi tilbyder individuelt tilpasset hold her og to typer rideundervisnings tilbud. En mulighed er, at tilmelde sig holdet uden en fast hjælper. En anden er at tilmelde sig og betale for, at man har sin egen hjælper til rådighed fra start til slut i stalden og på banen. Begge tilbud er inkl. medlemskontingent.

Skriv til medlemsansvarlig, hvis du vil vide mere om dette rideniveau og tilbud.

Springning (Børn / Junior / Voksne)
Springning er en disciplin for sig. Eleverne bygger sammen med underviser en springbane. Det betyder, at man også får indblik i de enkelte springs opbygning, banens linjeføring og hvilke afstande, der skal være mellem forhindringerne. Der springes på forskellige højder, afhængig af den enkelte rytters kunnen.

Undervisningen er inddelt efter niveau og hvor højt den enkelte hest kan springe.

For at tilmeldes springhold, skal man være tilmeldt et dressur hold.

Der skal påregnes forældre hjælp til disse hold.

Når du skriver dig på venteliste til et springhold, vil tildeling af ledig plads afhænge af den ledige hest samt rytters ride færdigheder.

Eneundervisning (Børn / Junior / Voksne)
Med denne typeundervisning er der en mulighed for at komme videre eller godt i gang med sin ridning. Eneundervisning er for alle niveauer.

Her tilbydes man et intensivt samarbejde med underviseren omkring ridning af hesten og man får mulighed for at prøve kræfter med sværere dressurøvelser eller spring eller som nybegynder, at finde tryghed ved hesten.

Der er mulighed for at booke eneundervisningstimer, hvor der både vil være hjælp før og efter i stalden samt på banen eller hvor der kun er undervisning på banen.