Vedr DELVIS genåbning af Hirk fra 4.maj

Kære Alle

Vi er meget, meget glade for at kunne fortælle jer at vi nu stille og roligt åbner op for ridning igen på Hirk. Stille og roligt betyder desværre, at ikke alle hold kan opstarte med det samme. Og det vil være skuffende for nogle børn, det er vi meget bevidste om, og kede af. Det er desværre ikke fysisk muligt for os at tage alle hold ind, og samtidigt overholde regler omkring forsamlingsforbud og afstand. Ridningen skal stadigvæk også være forsvarlig, og vi skal passe på vores undervisere. Vi håber selvfølgelig ikke at det vil vare længe, før alle hold er i gang igen. Vi holder jer løbende orienterede.

Vi skal undgå al fysisk kontakt, og vi kan derfor endnu ikke gøre brug af alle vores unge hjælpere. Derfor starter vi op med at genåbne alle 1-times hold. Dvs voksne og større børn. Ikke spring og ikke alle 45 minutters og ½ times hold. Nogle af holdene vil blive delt i to, og derfor vil der være ændrede tider for nogle af jer. Dette modtager I en separat mail omkring meget snart.

Følgende regler gælder herudover:

  • Børn og voksne der kommer på Hirk skal være 100% raske
  • Rytterstue er lukket.
  • Ved toiletbesøg skal man vaske hænder og brug sprit.
  • Kom altid med nyvaskede ridehandsker og behold dem på.
  • Al ridning foregår udenfor. Ved ekstremt dårligt vejr kan vi aflyse, hold derfor øje med facebook.
  • Børn der 100% kan selv, kan komme selv.
  • Børn der ikke selv kan sadle op, skal have 1 (og kun 1) hestekyndig voksen med. Der er INGEN hjælp i stalden fra underviser eller hjælpere, heller ikke på banen. Har man ikke en der kan hjælpe med alt, kan man desværre ikke komme.
  • Max 10 personer samlet gælder stadig. Stalden er 1 zone. Ridebanen 1 zone etc. Hold afstand, tæl til 10 og spred jer ud.
  • Ingen ekstra gæster tilladte
  • Overhold de af sundhedsmyndighederne udstedte regler om afstand, hygiejne og hensigtsmæssig adfærd

Det er afgørende for genåbningen af forhåbentligt snart ALLE hold, at alle kan overholde vores fælles regler.

Vores rideskoleheste har stået stille i 6 uger nu. De er derfor blevet i dårlig form. I stedet for at vi bruger 1-2 uger på at genoptræne dem alle, og herved forsinker genåbningen har vi valgt at åbne op nu, og lade jer være med til at genoptræne. Dette vil I høre mere om fra underviserne, men det betyder at de skal startes op stille og roligt, med en masse skridt i starten.

Når alt dette er sagt, så GLÆDER vi os til igen at kunne åbne op for alle jer medlemmer, der har været så ekstremt tålmodige og opbakkende! Vi er SÅ taknemmelige, og håber at kunne give igen i løbet af sommeren – eller hvornår forholdene tillader det!

Mange hilsener fra Bestyrelsen på Himmelev Rideklub